Disc golf er en sport som har vundet stort indpas hos nye spillere i løbet af de sidste par år. Du har måske hørt om det, og hvis du skal ud og prøve kræfter med sporten, så har du her en introduktion til de vigtigste regler.
Hvad gælder disc golf om?
Når du spiller disc golf gælder det om at gennemføre en bestemt bane på færrest mulige kast med din disc. En discgolfbane består af et antal "huller" som har et bestemt startsted og et mål. Målet er en discgolfkurv som består af en kurv og nogle kæder som discen skal lande i. Startstedet kaldes også for en "tee" eller et "tee-sted".
Fra tee-stedet gælder det om, at få discen til at lande i discgolfkurven. Hver gang man har lavet et kast, går man hen til sin disc, og laver det næste kast med den ene fod placeret lige bagved dér, hvor det forrige kast landede. Hullet er afsluttet når discen ligger stille i kurven eller hænger i kæderne, og spilleren tæller det antal kast som vedkommende har brugt.
Når et hul er spillet færdigt går spilleren videre til det næste hul, hvor der igen startes fra tee-stedet og spilles til hullets kurv. Hver hul på banen har som hovedregel sin egen kurv og sit eget tee-sted. På nogle baner kan det opleves, at enkelte huller deler et tee-sted eller en kurv med et andet hul.
De vigtigste regler i disc golf
Discgolf er nemt at komme i gang med, og alle kan være med. Man kan spille alene eller i grupper af flere personer. De vigtigste regler er:
-
Tæl dine kast
Hver spiller kaster sin egen disc og tæller det samlede antal kast som spilleren bruger til at gennemføre banen. Det gælder om at få så lav en score som muligt.
-
Et hul er gennemført når
Et hul er gennemført når discen ligger stille i kurven eller hænger i kæderne. Hvis discen rammer kurven men ryger ud på jorden er hullet ikke gennemført, og spilleren skal kaste igen indtil discen har fundet hvile i kurven. I det sjældne tilfælde at en disc lander oven på toppen af kurven er hullet heller ikke gennemført.
-
Kasterækkefølgen
Når man spiller i en gruppe, er det altid den spiller hvis disc er længst væk fra kurven som kaster det næste kast. De andre i gruppen bliver bag ved spilleren der skal kaste. Når man starter på et nyt hul, er det den spiller med den bedste score på det foregående hul(ler) som kaster først.
-
Marker hvor discen lander
Når et kast er landet et sted på banen skal det næste kast foretages med en fod placeret i en direkte linje fra kurven bag ved den kastede disc. Man må gerne skifte disc til det næste kast, og hvis man samler den kastede disc op inden der er foretaget et nyt kast, skal man markere dens leje med en minimarker-disc. Man må også gerne tage tilløb til sit kast, men i det øjeblik hvor discen forlader spillerens hånd skal der være kontakt til det markerede leje fra det foregående kast.
Hvis en disc bliver fanget oppe i et træ eller i en busk markeres et leje lodret under discens position som bruges til at lave det næste kast. -
Spil banen som den er
Det er ikke tilladt at fjerne grene, buske eller andet fra banen som måtte være i vejen for dit kast. Det er ikke tilladt at knække grene af træerne eller buske.
Udover disse regler er det sikkerhed for alle brugere af banen og det omkringliggende område det allervigtigste. Man bør ikke kaste hvis man er i fare for at ramme nogen, og hvis du ikke har frit udsyn til det område hvor din disc lander skal du sikre dig, at du kan lave dit kast uden at nogen er i fare for at blive ramt.
Skulle din disc alligevel ende med at komme på afveje, så er det vigtigt at man advarer dem som potentielt kan blive ramt. I Discgolf bruger man internationalt advarslen "FORE" som råbes så højt som muligt.
Lokale disc golf regler
Mange baner har lokale regler som er med til at forme banen, at sørge for et godt flow og højne sikkerheden for alle områdets brugere. Lokale regler er oftest oplyst på en infotavle i nærheden af banens startområde eller på de enkelte tee-skilte. Sørg altid for at overholde banens regler. Lokale regler kan være:
-
Out of bounds (OB)
Hvis et område er Out of Bounds betyder det at det ikke er en del af banen, og derfor må din disc ikke lande i dette område. Du må gerne kaste henover et område som er OB, men hvis din disc lander i OB-området skal dit næste kaste foretages fra det sted hvor discen forlod banen. Der tilføjes et enkelt strafkast til spillerens score for hver gang spillerens disc lander i et OB område.
-
Mandatory
Mandatory er en betegnelse for en bestemt vej som spilleren skal passere en forhindring på. Det kan være et træ på banen, hvor det er "Mandatory" at man spiller højre om træet. På nogle bane kan man også finde en "Dobbelt mandatory" hvor man skal spille imellem to forhindringer. Hvis der er en Mandatory på et hul, er det oftest markeret på tee-skiltet og med en pil på forhindringen som viser den side at passere forhindringen på.
-
Hazards
En Hazard er et område på banen hvor spillerens disc ikke må lande, på samme måde som ved Out of Bounds. Forskellen er, at hvis en disc lander i et Hazard-område, skal spilleren spille videre fra dette område alligevel. Spilleren får et strafkast tilført sin score ligesom ved Out-of-Bound.
Uskrevne regler i discgolf
Når man bevæger sig rundt på discgolfbanen er det vigtigt at der er plads til alle, og discgolf har også et sæt uskrevne regler som hjælper med netop dette:
- Forhold dig i ro når andre kaster eller putter. Det betyder at man skal stå stille og være stille imens andre spillere afvikler deres kast.
- Luk hurtigere grupper igennem. Hvis en eller flere spillere i en gruppe bagved dig og den gruppe du spiller i er hurtigere end jeres gruppe, så er det god stil at træde til side, så den hurtigere gruppe kan spille igennem. Det skaber både god stemning og godt flow på banen.
- Fjern din disc fra kurven med det samme når du har spillet hullet færdig så den ikke er i vejen for de andre spillere i din gruppe.
- Hjælp nye spillere med at lære reglerne
- Tag dit skrald med hjem. De fleste baner er gratis at spille på og vedligeholdes af frivillige.
De officielle regler i disc golf
Reglerne i discgolf administreres og vedligeholdes af den officielle internationale disc golf union kaldet Professionel Disc Golf Association. Disse regler bruges ved turneringer som sanktionerede af PDGA. Du kan altid finde de gældende officielle regler for discgolf på PDGAs hjemmeside.
Til turneringer kan der indføres forskellige regler for spillet på dagen. Disse regler administreres af turneringslederen på dagen for turneringen. En turneringsleder kaldes ofte ved den engelske betegnelse Tournament Director eller i daglig tale blot for "TD". TD er den øverste myndighed til turneringen.
God vind på discgolfbanen
Uanset som du skal til din første discgolfturnering eller en tur på discgolfbanen med venner eller familie er du nu godt klædt på. Sidst men ikke mindst, så ønsker man på discgolfbanen hinanden "God Vind" som en hilsen til både med- og modspillere.